Kinnediabas. 

Hjemsted:
Området syd for Vänern fra Kinnekulle over Billingen til Falköping.

Kendetegn:
Knudret overflade med fremstående grålige partier med en diameter på 0,4 – 1 cm. Fordybningerne mellem ”knuderne” er grønlige eller rustbrune. Det særprægede udseende har givet bjergarten betegnelsen ”blomkålssten”. 

Bemærkninger:
I den nordlige del af Dalarne forekommer en anden diabastype, Särnadiabas, som ligner Kinnediabasen. Den kan imidlertid kendes på de meget større ”knuder” – helt op til 3 cm. 

Oslobasalt 

Hjemsted:
Oslobasalter er vidt udbredt i Oslofeltet og findes i forskellige typer.


Kendetegn:
Sort eller mørkegrå, finkornet grundmasse med hvidlige, listeformede feldspatstrøkorn og/eller strøkorn af mørke mineraler.

Bemærkninger:
Nogle typer har lyse strøkorn af feldspat og kaldes plagioklasporfyrer. Andre har mørke strøkorn af augit og hedder augitporfyrer, mens nogle har både feldspat- og augitstrøkorn og hedder plagioklas- augitporfyrer.
Enkelte former mangler helt strøkorn og betegnes som ikke-porfyriske basalter.

Larvikit. 

Hjemsted:
Hovedudbredelsen findes i området omkring Larvik, men den findes også længere nordpå, ikke mindst nord for Bærum-calderaen.

Kendetegn:
Strøkorn af grå eller mørkegrå feldspat. Mindre partier af mørke mineraler. Nogle larvikitter får et skinnende blåligt skær, når de drejes i en bestemt vinkel i forhold til lyset. Man siger at de ”labradoriserer”.

Bemærkninger:
Larvikit har samme kemiske sammensætning som rhombeporfyr, men er i modsætning til denne størknet i dybet langt under jordoverfladen. Derfor er den blevet til en grovkornet dybbjergart.

Rektangelporfyr. 

Hjemsted:
I Vestfold samt i udslukte eksplosionsvulkaner - såkaldte Calderaer - nord for Oslo.

Kendetegn:
En rhombeporfyrtype, hvor mange af feldspatstrøkornene har form som rektangler. I nogle typer kan strøkornene dog være kvadratiske. Grundmassen er ofte mørk eller helt sort. 

Bemærkninger:
Da rektangelporfyrer kun findes faststående i mindre områder, er de ret sjældne som ledeblokke. 

Rhombeporfyr. 

Hjemsted:
Osloområdet, særlig Krokskogen NV for Oslo. Desuden i Vestfold.

Kendetegn:
Strøkorn af feldspat med form som skæve firkanter, såkaldte rhomber.Grundmassens farve er brunlig, rødlig eller sort.

Bemærkninger:
Rhombeporfyr findes i flere typer, der kendes fra hinanden på strøkornenes form og størrelse. En sikker bestemmelse er dog kun mulig ved sammenligning med moderbjergarter fra hjemstedet. 

Bredvadporfyr. 

Hjemsted:
Centrale dele af Dalarne.

Kendetegn:
Grundmassen er rød eller rødbrun. Små rødlige og gulgrønne strøkorn af feldspat. Overfladen er ofte besat af mange, små huller, fordi feldspatten er smuldret væk.

Bemærkninger:
Bredvadporfyr er den mest almindelige Dalaporfyr på de danske strande. Det skyldes at den på hjemstedet dækker et område på over 1000 km² og derfor er optaget i og transporteret af isen i store mængder. Da bjergarten på hjemstedet er stærkt opsprækket, findes den ofte som mindre blokke. 

Rød Østersøkvartsporfyr. 

Hjemsted:
På Østersøens bund mellem Dagø og Ålandsøerne.

Kendetegn:
Grundmassen er rød eller brunrød. Brunlige eller grålige strøkorn af kvarts og små, rødlige strøkorn af feldspat. Almindeligvis forekommer der brudstykker af en mørk bjergart. Disse har ofte en lys reaktionsrand. 

Bemærkninger:
Tidligere mente man porfyren stammede fra Rödö ved Sundsvall, men den danske geolog, Vilhelm Milthers, fandt i 1905 frem til det rigtige hjemsted. Rød Østersøkvartsporfyr findes næsten altid i selskab med Ålandsblokke.