04-2008 Otte danske fyrtårne i samarbejde
Fyrtårne i samarbejde
Bestyrelsen bag otte danske fyrtårne finder sammen for at anvende hinandens erfaringer og evt. markedsføre sammen
Hirtshals, onsdag den 9. april 2008
Allerede inden Hirtshals Fyr Fond har overtaget fyretablissementet er bestyrelsen kommet i kontakt med bestyrelserne for andre af landets smukke fyrtårne.
Otte danske fyr er på vej til at etablere et netværk, hvor man er parat til at dele erfaringer og hvor man kan samarbejde om at gøre opmærksom på de markante bygningskomplekser.
Inden for den nærmeste tid samles repræsentanter for fyrene på Bovbjerg Fyr, hvor der skal udarbejdes retningslinier og laves aftaler om et mere formaliseret samarbejde.
De otte, der sætter hinanden stævne, er Bovbjerg Fyr, Nakkehoved Fyr, Hanstholm Fyr, Lodbjerg Fyr, Lyngvig Fyr, Blåvandshuk Fyr, Baagø Fyr og Hirtshals Fyr.
Bestyrelserne bag de otte fyr arbejder alle på at skabe nye aktiviteter og ny identitet til fyrtårnene efter at fyrmestrene er flyttede.
Nogle af de spørgsmål, der skal drøftes på mødet i Bovbjerg, er samlet markedsføring af fyrtårnene ud over nærområderne, fælles projekter som f.eks. kontakt til fyrtårnsnetværk i andre lande.
04-2008 Finansudvalget
Finansudvalget siger ja til salg
Handelsforløbet er nu fastlagt, så Hirtshals Fyr Fond kan overtage fyret den 1. maj 2008
Hirtshals, onsdag den 9. april 2008
På sit møde den 3. april 2008 godkendte Folketingets Finansudvalg salget af Hirtshals Fyr til Hjørring Kommune.
Det skete efter indstilling fra Forsvarsministeren.
Finansudvalgets godkendelse betyder, at der ikke skulle være forhindringer på vejen til Hirtshals Fyr Fonds overtagelse.
Hjørring Kommune forventer, at der kan skrives skøde med staten medio/ultimo april, og det aftales så, at kommunen overtager fyr-etablissementet pr. 1. maj 2008.
Fyret bliver ikke længe på kommunale hænder. Samme dag som stat og kommune afslutter handel, handler kommune og fond til overtagelse ligeledes den 1. maj 2008.